Claus Kjærboe Lundholm skal stå i spidsen for grundforløb, pædagogisk assistent og efter-/videreuddannelse fra 1. marts 2025

Ny uddannelseschef på SOSU MV

Med ansættelsen af Claus Kjærboe Lundholm som uddannelseschef for grundforløbene og den pædagogiske assistentuddannelse samt efter- og videreuddannelse styrker Social- og Sundhedsskolen Midt- og Vestjylland direktør- og ledelsesgruppen med en anerkendende, involverende og initiativrig ledelsesprofil.

- Som chef tænker jeg altid i muligheder frem for begrænsninger, og mine nye kolleger vil opleve mig som tydelig på en god måde. Jeg er god til at kommunikere retning og ramme og til at involvere folk i de processer, hvor det giver mening. Jeg anerkender, at ting ikke bliver ændret på én dag, men jeg vil arbejde for, at vi altid er i proces og sikre mig, at der bliver fulgt op og hørt forskellige stemmer på de initiativer, der er i gang, fortæller Claus Kjærboe Lundholm, som har stærke netværk inden for uddannelses- og efter- og videreuddannelsesområdet i både Danmark og Norden.

Claus Lundholm står på skoletorvet med elever og borde i baggrunden iført en blå skjorte.

De seneste fem år har Claus Kjærboe Lundholm nemlig arbejdet som Nordisk salgschef og dansk kundechef i VAR Healthcare, men inden da oparbejdede han en bred viden om uddannelses- og efteruddannelsesverdenen qua tidligere ansættelser på først Social- og Sundhedsskolen Skive-Thisted-Viborg og senere VIA University College.

Oprindeligt er Claus Kjærboe Lundholm uddannet sygeplejerske og har efterfølgende taget en diplomuddannelsen i didaktik og læring samt en masteruddannelse i organisatorisk coaching og læring. Han er derudover certificeret som proceskonsulent.

Efter at have arbejdet i det private erhvervsliv som salgschef med et internationalt udsyn trak muligheden for igen at arbejde med uddannelse atter i Claus Kjærboe Lundholm: 

- Jeg var begyndt at savne miljøet inden for uddannelsesområdet, for jeg kan rigtig godt lide skolekulturen, og at der er liv omkring mig på en fysisk arbejdsplads. Jeg ser frem til at hjælpe med at klæde de mange forskellige elevtyper godt på rent uddannelsesmæssigt, og jeg ser frem til at arbejde med kommuner og region om rekruttering, fastholdelse og efteruddannelse med eleverne/kursister i fokus. Og så synes jeg, at det at være en del af en organisation, som er politisk styret, er vanvittig spændende – lige som det at gøre organisation agil til at kunne tale med politisk, det er spændende, uddyber den nye uddannelseschef.

På Social- og Sundhedsskolen Midt- og Vestjylland glæder direktør Inge Dolmer sig over den nye ansættelse: 

- Vi ser enormt meget frem til at påbegynde samarbejdet med Claus Kjærboe Lundholm. Han har en stærk ledelsesprofil, som kan tilføre vores chef- og ledergruppe vigtige og relevante kompetencer samt friske øjne på arbejdet med at rekruttere og fastholde elever til social- og sundheds- og det pædagogiske område. Det er desuden virkelig interessant for os som skole, at Claus Kjærboe Lundholm har erfaring med efter- og videreuddannelsesområdet samt interesse for at tappe ind i den politiske dagsorden, som vi som skole skal navigere i, siger Inge Dolmer. 

Claus Kjærboe Lundholm fremhæver selv sit kendskab til de uddannelser, som SOSU MV udbyder og den praksis, som skolen uddanner og efteruddanner medarbejdere til, at han har stor erfaring med strategisk kompetenceudvikling, og at han evner at have et udviklingsblik inden for den økonomiske ramme, som er lagt, samt, at han har gode kontakter hos landets kommuner, øvrige SOSU-skoler og professionsskoler.

Inden han tapper ind i de mange vigtige dagsordener, ser den nye uddannelseschef frem til at være nysgerrig, til gode drøftelser på alle niveauer i organisationen, til at skabe relationer og ikke mindst til at se undervisningen og arbejdet med læring og didaktik på skolerne i både Holstebro og Herning.

- Efter en håndfuld år med hjemmekontor glæder jeg mig til at komme ud blandt levende mennesker og til igen at mærke det mangfoldige uddannelsesmiljø og ikke mindst til at være ydmyg for, at der er meget godt i gang i organisationen allerede, slutter Claus Kjærboe Lundholm.

Claus Kjærboe Lundholm er 53 år gammel og bor med sin familie i Viborg. Han forlader en stilling som nordisk salgschef og dansk kundechef hos VAR Healthcare og er ansat på Social- og Sundhedsskolen Midt- og Vestjylland med start i marts 2025.